Klubnyheder

Fællesspisning i klubhuset stor succes

15. maj 2015, 00.23

Op imod 100 spillere og forældre var onsdag forbi klubhuset til boller i karry

Der var pludselig kø ved disken både ude og inde, da kioskpersonalet skulle servicere de tilmeldte

Bollerne var store, karryen gul, og der var ris nok til alle, da Patrice havde lavet en ordentlig omgang boller i karry til alle, der havde tilmeldt sig. Vejret var hæderligt og stemningen god, da de nyrenoverede lokaler var de indbydende rammer til en aften, hvor primært børnefamilier havde valgt at være med.

- Det er bare skønt med sådan en aften. Man kan snakke med dem, man kender og gå hjem når man har lyst, siger Christina Scheel, mor til William fra U10.

I kiosken havde Gitte og Louise planlagt aftenen, og da klubhuset er nyrenoveret med den nye start, så var det blot maden og en bunke paptallerkener, der skulle til for at få gang i serveringen.

- Det er fedt med den store opbakning til den nye start. Det viser, at folk gerne vil den nye klub ny. Så kom der en dreng og sagde, at det var megahyggeligt, at der står sådan nogle husmødre hernede, siger Louise Lignell, der brugte det meste af aftenen med at øse ris op.

Fra bestyrelsen var Thomas Lignell til stede, og han ser også det store fremmøde som et rygklap til de kræfter, der har forsøgt at puste nyt liv i klubben.

- Nu gælder det om at få folk til at bruge klubben og klubhuset. Det gælder ikke bare om at købe en cola og så gå igen. Vi vil gerne have, at folk sætter sig og hygger hernede, siger Thomas Lignell.

I modsætning til tidligere er der masser for børnene at lave i klubhuset med fodboldspil, playstation, tv og andre spil. Og sammen med gratis og nemt tilgængelig wifi bliver klubhuset et centralt samlingssted for ikke bare spillere og familie, men for hele Stavtrup.

- Det skal både være spillernes sted og en social holdeplads i byen, og vi vil forsøge at holde åben, så ofte det er muligt, siger Thomas Lignell.

Faktisk er der altid plads til flere, der vil tage en tørn i kiosken eller klubhuset. Priserne er i forvejen billige, så frivilligheden er altid velkommen, en del af den nye start og faktisk en nødvendighed.

- Klubhuset skal ikke være en forretning og give et kæmpe overskud. Folk skal føle, de får noget for pengene, siger Thomas Lignell.

Det er endnu ikke besluttet, hvornår der næste gang er fællesspisning. Menuen er dog ikke på plads, så gode forslag er altid velkomne.

Som på banen også i køkkenet. Louise Lignell er flyvende

Et bordfodboldspil tiltrækker altid

Fyldt op indendøre, og så må man jo gå udenfor

Vi har plads til alle, og der er gratis velfungerende wifi

Klubnyheder